Om Gadeforeningen Skovalléen

Medlemsskab af Gadeforeningen Skovalléen gør livet lidt lettere
– og meget mere hyggeligt!

Gadeforeningen er for alle beboere på Skovalléen i dejlige Fruens Bøge.
Foreningen har til formål at gøre et fantastisk naboskab endnu bedre, både med hyggelige sociale arrangementer og traditioner og ved at varetage fælles interesser for vejen og området og for os beboere.

Vi ses jo tit over hækken eller i indkørslen, men måske hilser vi alligevel knap så tit på dem, der bor 7 huse længere nede. Og de er ellers så flinke! Så når Gadeforeningen byder på grillpølser og en tår at drikke efter en hård containerweekend, hvor vi allesammen har rendt rundt i overalls og har jord under neglene, så går det hele op i en højere enhed. Og det er bare én af de ting, der gør Gadeforeningen Skovalléen til landets hyggeligste vejklub.

Vi har traditioner, har vi. Og masser af gode fordele for vores medlemmer.
Hvis 2 årlige containerweekender ikke er nok til al haveaffaldet, så nup foreningens fælles-trailer. Eller brug partyteltet til en fest, der overskygger alle bekymringer om skvalderkål og ligusterklip. Men hyg, for filan! Det er det vigtigste. Derfor holder vi årlig gadefest og andre events som fx. ølbrygning, udflugter mv. Og for den, der har gjort sig særligt bemærket i løbet af året, tilfalder æren og fornøjelsen af Alfred og Emil den Anden; to særlige starutter som SKAL have hofplads på matriklen.

Og husk: Der er altid en nabo her på Skovalléen der kan undvære en halv kop sukker!


Kommentarer

Om Gadeforeningen Skovalléen — 2 kommentarer

  1. Kære Gadeforening
    Jeg er formand for gadeforeningen for Fruens Bøge Alle og Gurlis Alle. Vi har interesseret os en del for planerne med Papirfabrikgrunden, og har nu fået at vide at en udarbejdet helhedsplan for området skal behandles politisk den 10. oktober, og herefter bliver et kommuneplantillæg for området sendt i høring.

    Udbygningen af området kan få betydning for vores område, og derfor har jeg overvejet om vores 4 nabogadeforeninger skal gå sammen for at give evt. henvendelser til kommunen større gennemslagskraft.

    Jeg vil godt bede jeres formand eller en anden kontakte mig på tel 40407843 eller mail kjeld.sandby@hotmail.com.
    Venlig hilsen
    Kjeld Sandby Hansen
    Fruens Bøge Alle 41

Skriv et svar til Matthew Brown Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *